Af Bella Juncker
En af Frankrigs helt store instruktører, Jacques Audiard (kendt bl.a. for A Prophet (2009) og Dheepan (2015)), kaster sig her hovedkulds ud i en musikalsk fremmedsprogsfilm om køn, identitet, vold og familie. Emilia Pérez blev allerførst vist på filmfestivalen i Cannes i 2024, hvor filmen hurtigt blev til en darling og modtog den eksklusive Jury-pris. Ligeså vandt hovedskuespilleren, Karla Sofía Gascón, festivalens pris for bedste skuespillerinde – en milepæl for LGBTQ+-bevægelsen. Så, med forventningerne skruet helt i top, har Emilia Pérez et ry at leve op til. Spørgsmålet er, om den gør det?
Filmen er i sandhed original og tackler et emne, der ikke oftes ses på det store lærred og slet ikke i den her slags historier. Emilia Pérez er navnet på den tidligere, meget berygtede, kartelleder, Manitas – spillet fortryllende af Karla Sofía Gascón, der har gennemgået samme livsændring som ham.
Manitas hyrer advokaten Rita (Zoe Saldaña) til at hjælpe ham med at blive sit autentiske jeg, den kvinde han altid har drømt om at blive. Samtidig skal hun også sørge for sikkerheden af hans familie – hustruen Jessi (Selena Gomez) og deres to børn – efter hans ”død”. Det er kun Manitas selv og Rita, der kender til hans ønske og plan om kønsskifte.
Flere år efter kønsskiftet forenes Rita med Emilia, der nu ønsker hjælp til at blive genforenet med sin familie tilbage i Mexico. Dermed må Rita hjælpe Jessi og hendes to børn med at flytte tilbage til Mexico, til deres ”tante”, Emilia Pérez.
De tre kvinders skæbner er uomtvisteligt forbundne og viklet ind i hinanden og fungerer alle tre som filmens omdrejningspunkt. Vi følger dem på skift, i det liv de er blevet trukket ind i af Manitas, og hvordan deres skæbner udfolder sig efter hans kønsskifte. Emilia udvikler en fin, dog lettere utroværdig samvittighed over hendes tidligere kriminelle liv som kartelleder, med tusindevis af liv på samvittigheden.
Rita, der virker som en passager i sit eget liv, er tydeligt i indre konflikt med sin enspændertilværelse, men også med Mexicos korrupte retssystem som hun er tvunget til at arbejde i og dertil sin fejlslåede karriere, imens hun gradvist bliver afhængig af sin relation til Emilia. Parallelt skildres det, hvordan Jessi har mistet fodfæstet i sit liv. Efter sin mands død, kæmper hun med at magte rollen som enlig mor, og bruger i stedet sin tid på at fjolle rundt med en tidligere elsker, der skal vise sig at få store konsekvenser for hendes forhold til Emilia.
Begge kvinders forhold til Emilia er omringet af en central dobbelthed. Hvor Rita både udviser inderligt had til Emilias tidligere maskulinitet og dyb kærlighed til hendes nyfundne feminitet, er hun samtidig tvunget til at blive ved hendes side. På den anden side føler Jessi ingen kærlighed for Emilia, men elsker stadig sin mand Manitas. Dobbeltheden er tydelig, men fremstår trods alt kun som et suk i vinden ved siden af historien om Emilia. Filmen lader aldrig rigtig de indre konflikter hos de to udfolde sig, men går i stedet i lidt for mange forskellige retninger i dens behandling af dem.
Filmen har sine rørende øjeblikke, især med titelkarakteren Emilia Peréz, som viser en indre ro i sin sårbarhed som kvinde, men vakler på grund af sin aggresivitet som mand. En kamp om to halve identiteter, der på grund af hendes fortid, ikke kan forenes og ej heller afsløres for hendes allerkæreste. Og dermed går dobbeltheden igen, som hun er tvunget til at leve i.
Værkets musikalitet bringer en fascinerende og smuk originalitet til filmoplevelsen, men virker til tider for malplaceret og abrupt inkorporeret. Det er for forvirrende og forstyrrende for forståelsen af historiens og karakternes udvikling.
Trods sine problemer er Emilia Pérez en af årets must-see og imponerer med sin originalitet, sin stil og den flotte milepæl for LGBTQ+.
Kommentarer